Min far havde en lille landejendom på kun 7 tønderland og hvor mine forældre ernærede sig og opfostrede deres børn. Der var ikke mange penge at slå til side med, men ved hjælp af lidt produktforretning og handel med gammelt jern og metal, lykkedes det med sparsommelighed mine forældre at få det til at løbe rundt. De betalte en hver sit og skyldte ingen noget. Min mor var ikke rask. Hun fik bækkenbrud som ganske ung ved en grim ulykke, havde mavesår inden hun fyldte 20 år. Hun var forlovet med en gårdmandssøn, men de måtte ikke få hinanden fordi min morfar kun var vejmand og tidligere, før han blev gift, havde gået på landevejen med spritflasken.  Ulykkelig kærlighed, men min mor blev så gift med min far i stedet.

Min far er født her og lagde aldrig skjul på sin danskhed, hvilket også gav ham øgenavne. Stuehuset på 48 kvadratmeter var meget simpelt indrettet, uden indlagt elektricitet, vand og toilet. Det var et slæb at holde rent og pænt med vand fra en åben brønd, og da min mor ofte var syg, kneb gevaldigt med at holde alt rent og pænt. Det var en kold omgang om vinteren med isvand i hovedet inden vi skulle i skole. Somme tider snød vi også, så det er vel forståeligt at vi nogle gange lugtede.

Min bror for vild ude i skoven og forbipasserende tog mam med til børneværnet som vi så var under opsyn af i nogle år. Igen næring til ondskabsfuld sladder.

Ejendommen har han arvet efter min farfar som solgte sin fødegård i en brændevinshandel på den lokale kro. Senere tabte han en lille ejendom i kortspil, og så sagde min farmor stop. Farfar var herefter standhaftig og drak ikke i det daglige.

Roerne blev taget op med håndkraft, høet høstedes med le, og jorden pløjedes med en enkelt nordbagge hest. Møddingen kørt ud og spredt med håndkraft. Min far sagde altid: Vi har altid klaret os selv og det bliver vi ved med, og mine forældre har aldrig lagt nogen til last. Uanset vejr og vind, og trods modgang altid gæstfrie og med et godt humør. De var begge intelligente og med god lærdom efter datidens forhold. De har opdraget os med hjælpsomhed og kærlighed, men ondskabsfuld sladder har ødelagt meget.

Min bror fødtes med spastisk lammelse, ord og talblind, men med mine forældres fantastiske forståelse, lykkedes det ham at klare sig med et ganske normalt arbejde som arbejdsmand.  Nogle udnyttede hans svagheder men de fleste hjalp ham. Desværre blev han kørt ihjel ved en trafikulykke for nu mange ar siden.

De første par år gik jeg til skole, 3 kilometer hver vej, og om vinteren tvær marker gennem sne og smadder. Tredje år cyklede jeg.

Da nu min bror ikke var den kløgtigste, mente vores læge at der også var noget galt med mig. Jeg klarede dog skolen uden at dumpe.  Jeg følte mig ikke dum, men lysten til skolen manglede. Jeg skulkede meget og gik ud af skolen et halvt år før tiden. På arbejdsmarkedet i et par år; så et ungdomsskole ophold efter eget ønske, gav mig følelsen af at kunne lige så meget som de fleste.

Mine forældre var nøjsomme, akkurate, kloge, dygtige, ærlige og retfærdige. Min far holdt stald og lade pinlig rent og i orden så det var en fornøjelse, og sladderen gik også på at det var pænere ude i stalden end i stuehuset. Toiletbesøg forrettedes i stalden bag køerne. Nogle betragtede dem nærmest som noget for sig selv. Det var bestemt ikke rart, men i skolen havde de da noget at snakke om. Det gav også anledning til at blive borte fra skolen og skjul i f.eks. en kornmark til hen på eftermiddagen.

Som 14 årig indrettede jeg mig i et hjørne på høloftet hvor jeg sov; nærmest for at have det lidt for mig selv. Jeg husker det meget godt, men som dreng var der ikke meget at gøre ved det, og ting man ikke behøver at mindes om i tide og utide.

Min bror boede hjemme og slæbte en masse skrammel til huse, og mine forældre sagde tit at han skulle stoppe for der var ikke plads. Han blev dog ved, så stald og lade var proppet til bristepunktet.

Nogle bebrejder mig min opvækst og hvordan mine forældre boede, men det er ting jeg som barn ingen indflydelse havde på. Der kom ikke mange på besøg, men jeg har mange glade minder fra mit fødehjem. Egentlig vil jeg nødigt have været dette foruden og er stolt af mine forældre. Tro mig, min barndom har været gammeldags og primitiv, men der er andre der har haft det meget værre, på helt andre måder.

Jeg startede min karriere på et savværk, hvor vi skar tømmer op, lavede havemøbler, tømrerarbejde osv. Jeg klarede mig godt og ville have været i tømrerlære, og så senere uddanne mig til arkitekt, men på et tidspunkt blev en del folk fyret og jeg søgte senere arbejde som arbejdsmand.

Siden har jeg arbejdet som arbejdsmand, indenfor bygningsindustri og fabrik osv. Jeg flyttede nogle gange for at bo i nærheden af en ny arbejdsplads, som f.eks. Brønderslev, Fredericia, Odense osv.

Jeg havde arbejdet som murerarbejdsmand og boede i 1980 til leje på et nedlagt landbrug. På min motorcykel blev jeg påkørt af en bilist og knuste derved venstre skinneben. Grundet fejl i systemet modtog jeg ikke sygeløn fra det offentlige. Jeg kom på overlevelseshjælp og kommunen nægtede at betale huslejen. Ejeren opsagde mit lejemål og fjernede mit indbo. Jeg havde nu intet og måtte starte helt forfra fra bunden. Jeg kontaktede politiet med hensyn til tyveri, selvtægt og ulovlig omgang med hittegods hvor man henviste til en advokat og privat søgsmål. Advokaten krævede et større depositum som jeg ikke havde.

Alt var tabt, men jeg fik benet genoptrænet, blev raskmeldt og kom på fagforeningsunderstøttelse og startede så igen som arbejdsmand hvor jeg tjente gode penge og havde mange overtimer.

Jeg var glad da jeg købte mit lille hus i 1984, en landarbejderbolig på 84 kvadratmeter og halv kælder under, til 265.000 kr. med 25.000 kr. i udbetaling. Desværre havde jeg indbrud så mange at forsikringen ophørte og ingen erstatning. Nu havde jeg mit eget og noget at arbejde for. Jeg havde stadig arbejde og et par perioder på fagforeningsunderstøttelse, men i 1990 var jeg igen uheldig at få det samme ben og lårben knust ved et trafikuheld. Lang sygeperiode på sygeløn men ingen erstatning.

Jeg fik så et truckcertifikat og et lille år med EDB kursus. Jeg troede at det ville være med til at give mig et arbejde jeg kunne holde ud. Omhandlende medførte mindre penge og mit lille hus kom på tvangsauktion. Jeg prøvede flere gange at betale og afværge en tvangsauktion, men kun få dage senere var den næste tvangsauktion begæret og til sidst kunne jeg ikke længere. Jeg prøvede og prøvede; og satte en ære i at få betalt og undgå en tvangsauktion. Jeg blev stemplet som dårlig betaler, som intet ville og intet kunne. Igen tabte jeg og sladderen vandt.

Til mit fødehjem hørte en 700 meter lang og ufremkommelig vej som oprindelig havde været 4 meter bred men nu kun et par hullede hjulspor. Jeg fik vejen genetableret for den nette sum af små 90.000 kr. og en kunstig sø til lidt i underkanten af 10.000 kr. Så var der ikke meget tilbage af den arv, men nu kunne ejendommen da sælges. Ejendomsmægler og advokat skulle have omkring 84.000 kr. for salget. Endnu engang forsvandt pengene som dug for solen. At det var den dyreste ejendomsmægler jeg havde hyret, hjælper ikke meget bagefter.

Jeg har aldrig nogen sinde søgt min førtidspension blot for at udnytte systemet og leve på samfundets bekostning. For nogen virker beløbet man modtager i førtidspension urimelig høj, men den er dog lavere end dem der arbejder, og for mit vedkommende har jeg høje ekstra udgifter i forbindelse med min lidelse, som betales ud af pensionstillægget. Der er vist kun et få mindretal af førtidspensionister der låner store penge og bygger huse, køber nye biler osv. Førtidspensionister i min situation bør aldrig have en politisk holdning og langt mindre diskutere politik. Får man på e'en eller anden måde penge fra det offentlige, er det en torn i øjet på mange og meninger må man holde for sig selv.
 
Jeg blev nødt til at fraflytte mit hus som skulle sælges på tvangsauktion, henstod der nogle ting jeg forinden havde taget hjem fra ejendommen som var blevet solgt ca. et år tidligere, bl.a. et komfur der kun var brugt i få måneder, et 200 liters fryseskab der virkede perfekt samt andre effekter jeg egentlig ville have solgt forinden. Nu kunne jeg ikke nå det mere og havde ingen andre mulighed end lade det stå.

Næsten alt i huset, loftet og garagen var fjernet, men der henstod en del effekter i kælderen og lidt i haven.

Den ny ejer købte huset for 50.000 kr. på tvangsauktion og lod en container opstille til mine efterladenskaber. Sladderen gik på at der blev kørt 14 container læs bort.

Jeg har haft skinnebenssår, grundet ødelagte vener som pumper blodet tilbage til hjertet, hvilket medfører voldsom hævelse (10-12 centimeter over normal omkreds) af ben og sprængning af blodårer indefra. Det gør afsindig voldsom ondt, men jeg har været heldig at få sådanne episoder ophelet indenfor ca. 7 måneder. Risikoen for sprængte blodårer og skinnebenssår mindskes ved daglig brug af kompressionsstrømper som øger blodgennemstrømningen, men kan ikke fuldstændig afhjælpe problemet da venepumperne er ødelagte. Den type kompressionsstrømper jeg anvender koster ca. 2.000 kr. for 2 stk., at betale ved kasse 1 for egen regning.

Hvis kompressionsstrømper skal virke optimalt, og have den optimale elasticitet bør de udskiftes efter ca. 30 dages brug, men det har jeg desværre ikke råd til.

Jeg er overfølsom for bl.a. gummi og lanolin. Et par gange har jeg været alvorlig syg, grundet ekstremt kontakt med gummiprodukter. Et par sokker kan give kløe.

Jeg har dypotrens kontaktur på hver hånd som giver en problemer i dagligdagen.

Det er andre små lidelser, men alt i alt betragtes det ikke som livstruende. Jeg lever så normalt som muligt og vil have det som folk har flest.

Mit dårlige ben kræver sund levevis med motion og hvile tilpasset i rimelig forhold. Mådeholden indtagelse af spiritus og undgåelse af overvægt. Det mindste stød er nok til at der kan gå hul på skinnebenet med langvarig smerte og opheling.

Jeg prøver at få det hele til at gå efter bedste overbevisning, men man må høre meget og det kræver både en god psyke og gå på mod.

Efter det lange sygefravær og så et længere kursusophold; og yderligere en lang arbejdsløshedsperiode var der ingen der ønskede at ansætte mig.

I flere år havde min sagsbehandler rådet mig til at søge førtidspension som jeg søgte og fik tildelt 3 uger senere.

Var jeg ikke til overs er jeg det så sandelig nu, og folk i almindelighed mener man at jeg udnytter systemet som samfundet betaler for. Som forholdene er, har jeg gode perioder som hurtig ændrer sig når jeg arbejder.  Jeg kender ingen der vil have en medarbejder der ikke kan møde op til bestemt tid og overholde en arbejdsplan.

Jeg har været medlem af en fagforening siden jeg fyldte 19 år og haft flere arbejdspladser, men altid opfyldt betingelserne for arbejdsløshedsunderstøttelse. Jeg er blevet fyret grundet svigtende ordretilgang eller pga. virksomhedslukning. 

I mine unge dage har jeg kørt på ulovlige knallerter og motorcykler, snuppet 3 kasser øl på et øldepot uden at få lov og drukket nogle bajere. Jeg har hygget mig, oplevet en masse, haft kærester, og også boet sammen med, ligesom de fleste. Jeg har masse of gode minder som langt opvejer de dårlige. Jeg føler mig hverken ringere, bedre eller klogere, men heller ikke det modsatte. Jeg har levet livet, men har aldrig drukket alle pengene op.

Jeg fik ingen uddannelse, kone og børn, fast ejendom og formue, men derfor kan man vel godt være menneske i ordets bogstaveligste forstand. Jeg føler mig heller som samfundstaber blot fordi jeg er på førtidspension. At man så af nogle holdes udenfor er en ganske anden ting.

Ud fra det har jeg vel slet ikke lov at have en mening, men trods livets genvordigheder er jeg et følsomt, hjælpsom og udadvendt menneske med et positivt livssyn. Jeg kan godt lide at arbejde med træ. Jeg finder mening og livsindhold i at samle på nogle ting og forske i min slægt, noget som alle rigtigt forstår.

Jeg er lærenem og iderig, med et godt og praktisk håndelag. Jeg har indsigt i mange af livets facetter og har om nogen gennemgået mange ting.

Jeg holder af naturen og drømmer også om engang at finde en kæreste; en sød og forstående kvinde. Den slags bliver man forhåbentlig aldrig for gammel til.

I mine unge og yngre dage drømte jeg om kone og børn, ligesom de fleste andre. Det kan godt gøre ondt inden i en at man ikke nåede de ting. Jeg ville så meget, men nåede så lidt.

Hvad jeg alt har oplevet, og ikke har oplevet kan der skrives tykke bøger om, men vel uinteressant for udenforstående.

Hvad jeg i ungdommen gik glip af, kan jeg måske finde i min bedste alder.

Min far er 17 år ældre end min mor. Min far døde næsten 88 år gammel i marts 1996 og min mor døde i slutningen af december 2010 næsten 86 år gammel. Min mor var vellidt ag afholdt, men kun få fra byen deltog ved begravelsen.

Trods modgang og nøjsomhed havde de det godt sammen. Mine forældre fik 3 børn, først mig, så en bror som døde 3 måneder gammel af lungebetændelse og så den yngste som blev dræbt ved i en tragisk og meningsløs færdselsulykke 33 år gammel i april 1986.

Nu er de begge borte og den nære familie er meget lille. Jeg har ikke rigtig kontakt med nogen, og familiesammenkomster har der aldrig været meget af. Når jeg nu skriver dette kan det ikke længere såre nogen, men det er kendsgerningerne. Jeg synes ikke jeg er et dårligt menneske, men har helt sikkert ikke haft de store muligheder. Det har så sandelig ikke været en dans på roser.

Enspænder er ikke noget man er, men noget man bliver gjort til: ” Er du Guds søn da hjælp dig selv”. Jeg har ingen formue men til dagen og vejen; og det klarer jeg den med.

Der er masse af bekendte men rigtige venner er vist ret begrænset. Det er træls og noget kedeligt møg.

Hjemme på besøg.

Jeg arbejde i et par længere perioder på fabrik i Nordjylland, og når jeg var hjemme og besøgte min fødeby gik snakken på at jeg var på orlov og måtte absolut have været buret inde, da de ikke havde set mig det seneste halve år.  Jeg fremdrog nogle lønsedler, men de blev fejet til side med ordene: ”Uanset hvad du siger, får du ikke ret”.

En del år senere efter et afsluttet kursus oppe i landet, havde jeg sikkert også været buret inde. Jeg prøvede at forklare, men det gad ingen høre på.

Så er det man tænker: ”Mod dårer kæmper selv guderne forgæves.

Ondskabsfuld bysladder. Flere gange er jeg blevet beskyldt for at have taget et eller andet, som jeg ikke har. Beskyldninger for at hævde sig og derved undgå at jeg kom bestemte steder. Jeg kender udmærket forskel på dit og mit og går ikke og tager andres ting.